Cooligans 90'er arkiv

I 1990'erne var Cooligans som Alphaville i 1980'erne: Big in Japan! Eller i hvert fald store i København og nærmeste omegn. Her er lidt presseklip fra Cooligans gyldne årti.

I FCK-lejren glæder de smarte Cooligans fra byens medieverden sig til at komme i Parken, så de kan vise deres nye Carharrt-skjorter og posebukserne, som de fik i julegave, frem for vennerne.
Nat og Dag februar 1999


Det noble "tab og vind med samme sind"-credo kan ikke bruges til noget som helst oven på sådan en nedtur. Vi er ikke interesseret i retfærdighed, men i sejre til FC København. Vi er fodboldfans – kald os bare fodboldfanatikere. Vi er fodboldtilhængere, der i modsætning til de almindelige fodbold-tilskuere tænker mere på at støtte vores hold til den bitre ende end på at komme ud til vores biler på parkeringspladsen, før kampen er slut. Vi har hverken noget til fælles med de klaphatte-glade roligans (som den danske sportspresse gerne udnævner til ”verdens bedste fodboldpublikum”!) eller de tåbelige hooligans , der desværre også herhjemme viser fodboldkulturens hæslige fjæs til ære for formiddagsavisernes fotografer. Vi er hverken roligans eller hooligans – vi er cooligans.
Mange har svært ved at forstå det – ikke mindst konerne, kællingerne og madammerne derhjemme, som til nød acceptere, at man sidder foran fjernsynet og ser en landskamp eller går til hjemmekampe i Parken, men har sværere ved at fatte, at man også tager til Næstved eller Ålborg eller Odense med en pose bajere i en gammel skolebus en tidlig søndag morgen i regnvejr for at se FCK på udebane. Men for os er disse søndage simpelthen ugens højdepunkt. Vi er næsten alle sammen blevet ældre. Vi knokler ugen igennem på jobbet for at betale regningerne. Vi har kærester og måske også et barn eller to. Vi synes ikke længere, det er helt så sjovt som før at gå i byen eller til koncert, fordi vi lige som har været der. Fodbold derimod kan få adrenalinet til at skyde i gejsere gennem kroppen. Fodbold kan få forventningerne til at bolble op i selv den mest blaserte . Fodbold kan brænde hverdagens frustrationer ud. Og fodbold kan genskabe det karske samvær med gutterne, vi bløde, danske tøffelhelte ellers har givet fra os i lighedens tegn. Det er dén slags, man bliver nødt til at huske, når man har tabt 3-0 til Bundby i Parken – eller når man sidder i en kold bus med tømmermænd på Storebæltsfærgen en søndag aften, efter at have tabt til en flok knoldesparkere ovre på den jyske hede. For ingen ved, hvordan humøret er i skumringstimen i aften, når dommeren har fløjtet af, og vi er på vej hjem fra Vejle.
Henrik List i "Henne om Hjørnet", Berlingske Tidende, marts 1996.


Der er 'klappe-hatte-idiotiske roligans', og der er 'øretævesmækkende hooligans'. Men nu er der - i hvert fald ifølge dem selv - kommet en ny type tilskuere: cooligans.
Folk, som har den rigtige indstilling til fodbold. Som bakker op omkring klubben, når det går galt. Som er villige til at stå sammen i tykt og tyndt.
FC København har haft det skidt i denne sæson med få point, trænerfyring og voldsscener på tilskuerpladserne. Men tingene kan blive meget bedre.
Hvis bare københavnerne vil forstå, at FCK er deres hold. FCK er for folk,
der bor på broerne, på Frederiksberg, Nord-Vest og Sydhavnen.
Det er nogle af de ting, der kan læses i lederen i det nye fodboldmagasin 'Ta' ud & FCK', produceret af foreningen Bongorama.
Politiken, 29. september 1994


Klokken 17.00 er der fyldt med fans på Stan Hope Arms Tavern. Den ene sang afløser den anden for fulde lunger, og englænderne standser forundret op og betragter de danske galninge, der ender med at tømme pubben for øl. Ejerne var ellers advaret om invasionen, og de ser da heller ikke ud til at være kede af det. Stemningen er ubeskirvelig. De hårdføre busrejsende er i hopla - ikke mindst Copenhagen Cooligans, der har leveret nogle af de med opfindsomme sange gennem årene. Det emmer af forventninger til aftnens kamp, selv om mange gerne på forhold gerne vil sælge kampen for et smalt nederlag.
"Det er på de her ture, at fanklubben får sin betydning. Du lærer en masse nye fans at kende, og så bliver det endnu sjovere at mødes hjemme i Parken. Det er jo os, der er FC København. Spillerne er måske i klubben i fem år, men jeg er FCKer resten af livet," siger cooligan Jakob Sams, inden den festklædte skare sætter i bevægelse mod Stamford Bridge, hvor Chelsea er ubesejret i de europæiske turneringer gennem de sidste 27 år.
Berlingske Tidende, 31. oktober 1998


Vi står på C6, Cooligan-parnasset, blandt indre byhipstere med fingeren på tidens puls, grinende hasherkarle, autonome typer med dødningehovedflag og en pæn sjat folk med tilknytning til hovedstadens musik- og kunstscene. Der findes nok ikke noget smukkere etisk motto end K.B.s Tab og vind med samme sind, FCK har aldrig fået sit eget. Det har Copenhagen Cooligans, og på sin vis fremstår deres Success is temporary, loyalty is forever som en moderne version af K.B.s, med den afgørende forskel at hvor det gamle gik på at give hånd efter kampen, symboliserer Cooligan-sloganet såvel sprogets anglificering som fankulturens invasion af hverdagslivet. I tykt og tyndt, til alle tider og alle vegne
Benn Q Holm fra Hovedstød - Høst og Søn 1998.


Christian gled ind i det mørke værtshuset med samme vanvittige ophidselse som han om natten var trængt ind i Elisas underliv, og i samme øjeblik forvandledes den pæne frederiksbergborger til en københavnerrod, cigaretrøgen var tyk, der stod øl og sodavand på bordene, det store FCK-flag på den ene væg, klistermærket på det ene dørpanel, FCK-fans fight Nazism" med en blå-hvid knytnæve.
Dette var Copenhagen Cooligans´ bastion af en beværtning med borde i mørkbejdset teaktræ, og ved første øjekast så det ud som om de mange hippe typer fra Indre By var gået forkert i byen, som et afterparty der drak nattens lys i Nyhavn, han hørte billardkuglernes smælden gennem den høje snak og musik, hilste på en gammel skolekammerat, genså i en stribe af hurtige zoom en masse af de ansigter han ikke havde set siden efterårets sidste kamp.
Benn Q Holm fra Hafnia Punk, Munksgaard-Rosinante 1998


Bortset fra at skrive bøger og boganmeldelser, dvs. passe mit job, må jeg nok se i øjnene at mit sande, passionerede engagement er solidt placeret hos FCK. Og det groteske er at når jeg står der på Cooligan-parnasset i Parken, det celebre dødhippe fanafsnit, så møder jeg alle de yngre kunstnere, musikere og forfattere, som jeg i alt fald ikke møder i avisens debatsider. Jeg er ikke den eneste hjemløse.
Benn Q Holm i Weekendavisen, 7. juli 2000


RØVHUL DUMBO! RØVHUL DUMBO! lød brølet fra banderne. Brøndbys maskot, en deform elefant med stor røv og slap snabel, lod sig ikke anfægte af råbene, men overlod godmodigt pladsen til FCK's herlige heppepiger. Jeg var i parken til FCK vs. Brøndby, og stemningen var som sædvanlig høj.
Fodbold er fedt. Suset på tribunerne, den pumpende adrenalin, spændingen, samværet, den grove humor, den obligatoriske tilsvining af modstanderne og deres tilhængere. Fodbold er efterhånden blevet en yoga - eller en mental disciplin for mig. I en forvirret, kompleks og kaotisk verden er fodbold et fast holdepunkt: Man kender sine venner og fjender. Der er klare regler, og man kan råbe og skrige og gå behørigt amok under kampene. Og bagefter går man renset og halvsnaldret hjem og undrer sig endnu en gang over, at så mange mennesker, med så meget energi, kan være sammen på stadion på fredelig vis.
FODBOLD ER MERE END KAMPEN. Fodbold er alt det, der foregår omkring kampen: Snakken på vej til stadion. Når du går gennem indgangen og bliver checket for flasker og våben - og alligevel får smuglet flasker ind. Fodbold er spændingen, lige før kampen begynder. Når man står under det kæmpestore hvid/blå løvebanner til tonerne af kendingen og føler sig som en del af noget stort. Fodbold er dovne tømmermandsramte søndage, hvor man mediterer over kampen. Fodbold er rene hærgeture ,hvor man går kollektivt amok, vælter rundt og glemmer sit navn.
Fodbold er at støtte sit hold - uanset hvor dårligt det spiller. Enhver kan støtte en vinder, at være FCK-supporter kan være lig med succes i mikrodoser. Fodbold er suset og det evigt skiftende soundtrack, hvor slagord, sange, hån, nøgleraslen og klapsalver uforudsigeligt afløser hinanden.
FODBOLD ER FANS og fan-grupperinger. Den pæne roligan-agtige fanklub, de mindre pæne cooligans, der er inspireret af engelske fodbold-fans. Det er de såkaldte casuals og Fooligans og Ultraerne og Disciplene osv.
Fodbold er forskellen på tilskuere og tilhængere.
I Danmark foretrækker man fodboldtilskuere. Familiefædre, der kigger passivt på og drikker en fadøl. Fodboldtilhængerne er dem, der buher af udeholdet, råber læderbøsse efter dommeren og lever og ånder for deres hold - som også står på tribunen til en bundkamp mod Ikast i november, hvor regnen pisser ned, og man er ved at fryse nosserne til is. Fodbold er rygskriften på en cooligan-jakke med en hilsen til Brøndby: Success is temporary. Loyality is forever. Fodbold er et soundtrack, der bølger frem og tilbage, og det forløsende i at brøle: Kun to ting kan få min pik op at stå. Det ene det er fisse, det andet FCK ...'
FODBOLD ER SOM LIVET. Det kan være kedeligt, rutinepræget, deprimerende, forfærdeligt, men lige pludseligt kan noget overrumplende og overraskende og blændende smukt dukke op. Fodbold er at glemme sig selv ved at leve i noget og blive et med noget uden for sig selv. Fodbold er kicket, suset og bruset ved at tabe sig selv og blive en øllende, svedende, puffende, skubbende del af hoben, af massen. For en tid. Fodbold er at dele, at råbe sammen, synge sammen, sejre sammen, tabe sammen, være sammen, gå amok sammen. Fodbold er energi. Fodbold er power. Fodbold er FCK.
Gordon Inc. i Ekstra Bladet 13 november 1999.

Jeg var på vej til fodbold. FCK skulle spille mod Brøndby. At jeg var på vej til fodbold var grotesk. Lige siden jeg var blevet tvunget ned på den ydmygende back-plads på klasseholdet som 11-årig, har jeg hadet fodbold som pesten. Det var fodbold, der gjorde mig til outsider i klassen. Fodbold der udelukkede mig fra fællesskabet. Fodbold, der gjorde, at jeg vendte ryggen til verden og fællesskabet og murede mig inde med bøger, tegneserier og porno og senere punkrock og skrivning, fordi jeg måtte finde en arena, hvor jeg kunne vinde...
Jeg snakkede med Mads på Harddisken den anden dag. Han sagde, at Cooligans var overklasse-fans, luksus-supportere, fordi i har andet end fodbold i hovedet. Han sagde, jeg skulle tjekke nogle rigtige hooligans, hardcore-tilhængere, der kun har druk og fodbold i hovedet og bor i betonforstæder og slås og knipper hinandens koner og ikke har nogen fremtid. Så skal du tjekke Ultraérne, siger Torsten. Der er totale voldspsykoser uden hæmninger. Fodbold. Fodbold er kontrol. Fodbold er venlige kontrollører eller fascistoide Brøndby-kontrollører. Fodbold er ikke bare kampen, men er alt det, som foregår omkring den. Energien. Entusiasmen. Snakken på vej til stadion. Fodbold er pølser og fadøl. Fodbold er at gå igennem indgangen og blive tjekket for flasker og våben og alligevel smugle flasker med ind i bomberjakkens ærmer. Fodbold er spændingen lige før kampen starter, hvor man står under det kæmpestore hvid-blå løvebanner til tonerne af The Final Coutdown og føler sig som del af noget meget, meget stort...
Fodbold er fans og fangrupperinger. Den pæne, roligan-agtige fanklub. De mindre pæne Cooligans, der er inspireret af engelske fodboldfans, de såkaldte casuals. Og Ultraerne. De hårde. De voldelige. Dem, som kommer en time inde i kampen, fordi de skal slås med den anden klub først. Fodbold er FCK- og Brøndby-fans, der slår armene om hinanden efter kampen og vandrer derudaf. Fodbold politiet, der møder talstærkt op. Fodbold er cool-cash, og medierne, der blodtørstigt lurer på ballade...
Fodbold er at brænde Kurt Thyboes bog Brøndby Forever af ude for Søhesten efter sejren. Og siderne er glittede eller laminerede og ilden vil ikke tage fat, så jeg må flå siderne fra hinanden og tænde den åndsvage bog med op til flere engangslightere. Fodbold er rygskriften på en Cooligan bomber-jakke med "Success is temporary –loyalty is forever!"...
Fodbold er Boxer, der sagde, at pusheren han købte det der blasterskunk af havde en FCK-mixbakke af læder oven på sin lille, elektroniske vægt. Og da Boxer spurgte, om han havde været til sidste kamp, blinkede han og gav ham et gram ekstra. Fodbold er udekamp. Udekamp er at leje en bus til 20 mand og mødes på Søhesten, og ringe rundt og vente på de sidste og rakke dem ned, der ikke kommer. Udekamp er Claus, der skal pisse fire gang på udturen midt i en motorvejskø og må pisse og løbe efter bussen. Udekamp er bajere og joints, mens man rumler afsted mod Århus og AGF i stegende hede og Smiley kører og bussen brænder sammen og folk panikker og bestikker nogle private vogne og løber om bord på færgen.
Gordon Inc. i Harddisken på P1, 1997

Mere af samme skuffe fra Gordon Inc her!

Ved Restauration Søhesten - et kendt tilholdssted for nogle af FCKs mest rabiate tilhængere - måtte politiet trænge ind og rømme stedet og lukke værtshuset.
- Vi var klar til det værste. Heldigvis nåede vi ikke at opleve det, siger politikommissæren og oplyser, at alle de anholdte blev sigtet for overtrædelse af politivedtægten. Samtlige 54 blev løsladt i løbet af aftenen.
Ekstra Bladet 11. juni 2001.


Men nu er Søhesten - for at citere fra Ekstra Bladets begejstrede afskrift af politiets pressemeddelelse i mandags - »et kendt tilholdssted for nogle af FCK's mest rabiate tilhængere«. Tja, en del af os går i sort tøj, er ret kortklippede og har en tatovering eller to, men ligefrem at udnævne os til »rabiate« er måske så meget sagt. Det er ikke noget tilfælde, at vi kalder os COOLIGANS, ikke HOOLIGANS, og selvdisciplinen er faktisk meget skrap i vore egne rækker.
Et par timer efter kampen, da festen var på sit højeste, blev Sølvgade pludselig spærret af i begge ender af pansede mandskabsvogne. Der var ikke blevet kastet så meget som én flaske eller uddelt så meget som én blodtud, men politiet mente åbenbart ikke, at vi måtte fejre vores første danmarksmesterskab i otte år. For vi er jo danskere, og der er skam ingen grund til at gå over gevind bare på grund af guldmedaljer og en Champions League-kvalifikation. Ergo, en flok urobetjente, omkranset af bistre Robo-vagter, masede sig voldsomt igennem mængden af glade gæster ind på Hesten og gav ejeren besked på, at han skulle stoppe med at servere og lukke stedet. Pronto. Ellers ville han miste sin bevilling. Festen var - ifølge politiet - forbi.
Vi havde fået lov til at være glade i to timer, og så måtte det være på tide at gå hjem og se fjernsyn sådan en stille søndag aften i København. Derefter fjernede vognene sig i Farimagsgade-enden af Sølvgade, og et enormt opbud af betjente begyndte at skubbe os dén vej, efter at have ryddet Hesten og en kiosk på den anden side af gaden. Tonen var meget hård og uforsonlig fra betjentenes side, og folk blev væltet omkuld eller slæbt af sted, hvis de ikke bevægede sig hurtigt nok foran politikæden.
Det var reelt et under, at ingen lod sig provokere. Jo, én råbte »eins-zwei-drei, nazi polizei«, og så lå han på asfalten i håndjern med fire jyder, der ikke forstod dén form for humor, oven på sig. Alle os andre, vi trak - trods promiller og hashtåger - bare på skuldrene, rystede på hovederne, og lod os drive som farlige kriminelle væk fra en fuldstændigt fredelig fodboldfest. Uden at få nogen forklaring på, hvorfor Jørgen ikke måtte sælge flere bajere til os nede på Hesten...
I Farimagsgade forsamlede vi os omkring Kruts Karport. Så kom politiet straks ind og lukkede denne café og skubbede os videre op mod Østerbrogade. Til sidst blev vi drevet helt ned i Østre Anlæg, og slap først fra vores nidkære forfølgere (der i øvrigt havde filmet og fotograferet os »rabiate tilhængere« til arkiverne under seancen) i Nyboder. Mange af os tog lidt slukørede og efterhånden temmelig paranoide ud på Kemoland på Staden, hvor der var gratis fadøl i udendørsbaren hele natten, og dér blev vi i det mindste ikke generet af politiets stormtropper længere.
Men lidt af glæden og euforien blev efterladt i rendestenen ude i Sølvgade, hvor man endnu engang lærte, at det ikke er borgerne, men politiet, der bestemmer, hvor sjovt man må have det i København. Især når man er så rabiat at støtte et fodbold uden at have en klaphat på hovedet eller sejle op ad åen - og truer selve samfundsordenen ved at gå i sort tøj, være kortklippet og have en tatovering eller to.
Henrik List i Berlingske Tidende 15. juni 2001


Helt afskrive FC København i mesterskabskapløbet skal man nu nok næppe, selv om Berlingske Tidendes egen hårdtprøvede hard core cooligan Henrik List fra sin faste plads på Nedre C, ikke tør svinge sig op til andre forudsigelser end at hans ofte ulykkeligt elskede FCK formentlig ikke rykker ned i denne sæson. Så har man da i det mindste ikke sagt for meget.
Lars B. Jørgensen i Berlingske Tidende, 10 marts 2002


Mens tågen lettede over Hovedbanen og Brøndby Stadion, blev røgen tykkere på FCK-højborgen Søhesten i Søgade.
Her havde værtshusets blåhvide gæster to timer ekstra at forberede sig i. Hjemmekampen i Parken mod AaB begyndte først klokken 17.00.
JP København skyndte sig at stille et usandsynlig dumt spørgsmål hen over fadølsglassene på de tre forreste borde ved døren.
"Om vinterpausen har været hård? Prøv lige at spørge en gammel junkie, om det er hårdt med tre måneders Minnesota-kur! Det var dog et latterligt spørgsmål," fnyste en herre, som kaldte sig Smiley.
Mens Smiley rystede på hovedet, erkendte Kristian fra Nørrebro, som heller ikke ville have sit efternavn i avisen, at pausen havde taget hårdt på ham.
"Nu kilder det i maven. Jeg er også lidt øm jeg gik måske lidt for hårdt til den i nat, men spændingen har næsten ikke været til at holde ud. Men nu er der kun et par timer igen," fastslog Kristian fra Nørrebro.
JP København, 12. marts 2001


Supporterne fra Copenhagen Cooligans er FCK’s mest synlige fangrupppe. Det er smarte drenge, halvstudenter og reklamefolk med cafépik – hestehale i nakken – som hænger på, bare fordi det er smart at være FCKér. De prøver at være trendy med mode, musik, popkultur. De prøver at lade som om de er journalister, grafikere, reklamefolk, allesammen. Derfor dyrker de også en kulisse: FCK. Piller man overfladen af dem, så er de pseudo-københavnere, der gør som om de har boet i brokvartererne hele deres liv, selvom de kommer fra Bagsværd. De er wannabe-storby, som desperat søger en synlig identitet. Når de nu ikke har råd til en Porsche.
Jørgen Øllgaard fra Tavhedens Lov, Forlaget New Sport.


Dette er ikke historien om øllede fodboldfans. Det er historien om tidens nye fans. Højtuddannede reklame- og mediefolk med fodboldtrøjen som del af moden. Hvor det er en dyd at skrige sit lattrinære vokabularium ud - mens eksamensbeviset og studenterhuen er hængt på knagen i hjemmets omklædningsrum...
Modebeviste mænd med en gennemsnitsalder omkring 30 har her fundet den oase, som de formentlig ikke har i deres regelmæssige mellemklasseliv i øvrigt...
Og på Søhesten er der heller ingen, der vrænger på næsen ad den hashtungeluft. Det synes at være en adgangsbillet på linje med FCK-trøjen at være forsynet med ulvolige stoffer.
Lars Werge i Berlingske Tidende, maj 1998


Når fodboldfans samles, er det naturligt, at der brøles - også som i løvens hule på Søhesten. Ingen kan vel forvente, at brølene fra fans er citater af Søren Kierkegaard.... Lars Werge skriver, at adgangsbillet til Søhesten er FCK-beklædning og ulovlige stoffer. Det kan han simpelthen ikke være bekendt over for restauratøren, Tonny Hornstrup, for jeg kender hans holdning til narkotika - også til hash - og har set ham koporligt smide hashrygere ud med efterfølgende karantæne til følge. At luften den pågældende aften var hashtung, er en lodret løgn. Lars Werges nedladende kommentarer om FCK-fans - især cooligans - vil jeg lade stå for sig slev.
Ole Bertelsen,kriminalassistent, Brøndby-fan og byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i en læserbrevsreaktion på Lars Werges "reportage"



»I am a bastard, I am a bastard, I am a bastard, yes I am, but I rather be a bastard than a fucking Brøndby-fan.« Jakob går op på sin faste plads. 28. række nummer 106. Lige midtfor og en af parkens bedste pladser. Her har han stået i syv år. I dag er der ganske vidst nummererede pladser og Jakob har plads et andet sted. Det er ikke, fordi han er ude på ballade, men han kunne ikke drømme om at flytte sig.
Politiet prøver at skaffe plads til nogen, som har købt billetter, men forgæves. FCKs fans nægter at flytte sig. Nederste C er deres land. Faste pladser eller ej. Risikoen for ballade er så absolut tilstede. Hvis politiet insisterer på, at folk ikke må stå der, hvor de plejer, så kan det udvikle sig. Men politiet er kloge. De insisterer ikke.
»Hvis nogen tror, de kan komme et kvarter før kampen og så smide os, der har stået her i syv år, væk, så er det nogen amatører. Det værste, jeg har oplevet, var en Brøndbyfar med sine to små drenge, der insisterede på, at ville sidde på sin plads i gule Brøndbytrøjer midt mellem alle os. Det er ufatteligt, og det siger noget om den fars situationsfornemmelse. I begyndelsen talte vi pænt til ham. Men han gik først, da vi begyndte at hælde øl ud over dem.«
(...)
Der er en enkelt kvinde herinde i inderkredsen. Hun hedder Sophie og er gift med en anden FCK-fan. Hun råber lige så meget som alle de andre.
»Det tog mig mange år at få lov til at stå her, og jeg har måttet tage imod mange meget mandschauvinistiske tilråb. Men jeg er jo en festabe, og så er det jo rart at kunne råbe fisse, uden at folk kigger mærkeligt på én.«
(...)
De fleste af de i alt 33.333 tilskuere udvandrer. Men på nederste C bliver 4.000 stående i 45 minutter og synger deres idoler frem fra omklædningsrummet og ud på banen, hvor de bliver hyldet som vor tids gladiatorer.
Jakob: »Det er et vendepunkt for klubben. Nu kører det. Solbakken styrede det hele. Nu forstår jeg, hvorfor han var så irriterende, da han spillede for AaB. Det er umuligt at tage bolden fra ham.«
Jakob falder om halsen på den ene efter den anden. Den ene efter den anden falder om halsen på Jakob. Luften er fuld af kærlighed. Sjældent har så mange danske mænd kysset hinanden så meget på så kort tid. Pigerne er også med og Jakob glemmer et øjeblik, at de ikke hører til.
»Der er faktisk rigtig mange gode babes i FCK.«
Under tribunen er der fest. 3.000 mennesker er forsamlet, M.C. Ejnar spiller, en mand slår på stortromme, og Jakob omfavner og krammer sig gennem dette bølgende glade menneskehav. Han har drukket 12 øl, svajer lidt og er ubetinget lykkelig.
»Det er vanvid, det her. Det er vanvid, der holder FCK oppe.«
Olav Hergel i Berlingske Tidende 29. august 2000


Denne søndag er de i alt godt 25 mand i alderen omkring de 30 år, som har slået sig ned ved bordene uden for Klovnens Bodega på Rantzausgade. Jens Kongsgaard er en af dem. Han har været FCK-fan, siden klubben blev dannet for 10 år siden. Dengang var han lige flyttet til København, og det var ved den lejlighed, at han mødte mange af dem, han i dag er fooligan med.
"Fooligansne opstod i sin tid for at drille FCKs cooligans. I modsætning til dem, så vil vi helst ikke majes for meget ud. Vi har heller ingen smart hjemmeside," fortæller han.
Jyllands-Posten, 13 maj 2002.


De forskellige fraktioner i FCKs store fanskare har forskellige mødesteder blandt byens barer. Den officielle FCK-fanclub plejer at mødes på Prinsen ved Haraldsgade/Tagensvej, hvorfra mange af fanklubbens busture til udekampe også afgår. Derudover kommer fanklubbens medlemmer naturligvis også i Parkens barer. Copenhagen Cooligans, den lille fraktion, blandt hvis medlemmer man kan finde årsagen til den så ofte fremsatte påstand om, at FCKs fans i hovedsagen består af en flok medløbere fra musikkens og mediernes verden, mødes på Søhesten i Sølvgade. På Trafikcafeen, det ubetinget bedste værtshus på Skt. Hans Torv, er tilholdssted for Copenhagen Lads, mens Klovnens Bodega i Rantzausgade naturligt nok er det foretrukne mødested for Copenhagen Fooligans.
Erik Jensen i Politiken, 9. marts 2001


Så slemt er det ikke herhjemme endnu. Men Pelle Elikofers kæreste, Heidi, synes det er galt nok endda. Pelle er FCK-fan og med i en gruppe på omkring 300, der kalder sig Cooligans, hvis medlemmer er lidt mere afslappede at se på end dem i den rigtige FCK-fanklub. De møder for eksempel ikke op til kampene med maling i ansigterne og FCK-tøj fra top til tå, men i 'casual', som Pelle siger.
Det er mest mænd fra Østerbro og indre by, der gerne vil dele deres glæde ved fodbold med andre uden af den grund at ligne fodboldtosser.
Men så snart de træder indenfor på stadion, er de lige så meget fodboldtosser som alle de andre mænd. Heidi synes, Pelle er to personer. Når hun er sammen med ham, er han et normalt og velfungerende menneske. Men når han står sammen med fodboldgutterne, er han en helt anden. Så opfører han sig åndssvagt, synes hun.
Og Pelle kan sådan set godt forstå hende. I kampens hede har han foretaget sig masser af tåbelige ting. Som regel efter at have nedsvælget et større kvantum af de fadøl, der hænger uløseligt sammen med at overvære en fodboldkamp.
»Engang, hvor FCK spillede ude mod Næstved, blev jeg stærkt utilfreds med den måde, de spillede på, og ville derfor ind på banen og fortælle dem nogle sandheder. Men en kammerat fik mig stoppet, og vi var i den forbindelse tæt på at komme op at slås. Det er nok det dummeste, jeg har foretaget mig på et fodboldstadion«, siger han. Heidi har været med til kamp et par gange, mest fordi han gerne har villet vise hende, hvad der er hans store interesse.
»Men jeg vil helst se fodbold alene sammen med kammeraterne. Så snart der er kvinder til stede, bliver det noget andet. Så er der pludselig ting, man ikke kan tillade sig, og der kommer også sådan lidt konkurrence om at imponere pigerne«.
Pelle tror, det ligger mere til mænd - hele den der kultur med at drikke nogle øl og komme ud og stå og råbe og være lidt primitiv:
»Det er sådan et fristed, hvor man kan komme lidt væk fra dagligdagen og det der med at være pæn. Man kan stå helt umotiveret og råbe 'fisse', uden at der er nogen, der vender sig om og glor mærkeligt på dig af den grund«.
»Kvinder kan jo ikke spille fodbold. Selv de bedste af dem spiller elendigt. De ved heller ikke noget om spillet. Deres kommentarer er som regel helt ved siden af, fordi de hverken kender spillerne eller reglerne«, forklarer Pelle.
Politiken 20. maj 2001


De sidste seks år har Thomas Andreassen fulgt FCK i tykt og tyndt. Lige meget om det er en træningskamp mod et polsk andenrangshold eller en udekamp i Vejle, er han klar til at rykke ud for det hold, der benævner sig byens hold.
Thomas er et inkarneret medlem af den selvstændige fanfraktion Cooligans, der er langt mere trofast end de ofte troløse fodboldspillere med lønninger i direktørklassen.
Med lidt mismod i stemmen fortæller han om en udekamp mod AaB, som han missede i forårssæsonen.
Fanklubben Cooligans blev dannet i 1994, kun tre år efter at FCK fik sin debut i Superligaen, efter en fusion mellem KB og B1903. Medlemmerne i Cooligans er meget løst organiserede. Man kan ikke blive medlem, men kun føle, at man er med i gruppen af fans, der udover at mødes på værtshuset Søhesten efter kampen, også dyrker samværet ved at stå på det samme sted på tribunen ved alle hjemmekampene. Ingen ved, helt præcist hvor mange Cooligansmedlemmer der findes, og det er da også meget forskelligt, hvor mange gruppen kan samle, når FCK spiller.
'Vi kan være alt lige fra 280 mand, når vi møder Brøndby hjemme, til en busfuld, hvis turen går til Jylland,' siger Thomas.
FCK har udover en stor officielle fanklub også mange andre underafdelinger, som blandt andet tæller Cooligans.
'Derfor er det vigtigt, at vi står der, hvor vi står, og at vi har vores egne sange, som kun os i Cooligans synger med på. På den måde kan vi distancere os fra de andre, men samtidig være en del af fællesskabet,' siger han.
Meningen med sangene er, at det selvfølgelig skal styrke fællesskabet, men de er også ofte fyldt med humor.
'Det kan være lige så fedt at synge en sang, der får dem, som står omkring os, til at skraldgrine, som at hovere over det andet hold,' siger Thomas, der mener det hårdeste ved at være fodboldfan er vinteren, når fodboldsæsonen holder pause.
'Men så er det også ekstra fedt at komme tilbage på den faste plads efter en lang pause, hvor du kender alle dem, som står ved siden af dig. Det føles lidt som et stamværtshus. Efter kampen glider man måske på Søhesten (værtshus på Østerbro). Mange af de folk, som man bare har stået og set fodbold med ender med at blive ens venner på et eller andet plan. Måske i en arbejdssituation. For fanklubben er et udbygget socialt netværk,' siger Thomas, der med sit skulderlange hår mere minder om en typisk rockmusiker end en fodboldfan.
Ikke rigtige fans
For Thomas var det ikke helt tilfældigt, at det blev fodbold, han kastede sig over. Men måske kunne det også have været noget andet. For ham er fællesskabet og kammeratskabet nemlig det vigtigste. Oprindelig fra Amager, men tanken om at holde med Fremad Amager ligger ham meget fjern. Thomas har nemlig aldrig hverken spillet fodbold eller set fodbold, før han begyndte at se FCK s kampe. Det at holde med FCK er derfor mere en del af hans identitet som københavner.
'Jeg er københavner med stort K, måske tilføjet et F-C. Men måske handler det mere om, at jeg er et storbymenneske. Jeg kunne sagtens forestille mig at bo i Amsterdam og holde med Ajax, i London og holde med Chelsea eller i New York og se amerikansk fodbold.' Han sammenligner det at gå til en fodboldkamp med at se en koncert.
'Når man ser en koncert, varer det cirka to timer, du står op drikker en masse øl og møder alle vennerne. Som regel bliver man hængende bagefter.
Sådan er det også til fodbold. At se fodbold handler simpelthen om at få et slag på inputtet sammen med nogle mennesker, du godt kan lide.'
Stammeritualer
Thomas er vant til at blive mødt med fordomme om den typisk fodboldfan.
Fyren uden arbejde, der søger tilflugt i fanklubben for at få en identitet.
Der er dog mange forskellige typer blandt medlemmerne i Cooligans. Her finder man både den smarte rocksanger, tv-journalisten, den studerende, håndværkeren og den selvstændige erhvervsdrivende.
'Vi samles på tværs af sociale skel, selvom vi ikke har nogen ekstreme højreorientede. Men der er da en del autonome med i klubben,' siger Thomas, der tror, at medlemmerne politisk ligger fra midten ud til det mest ekstreme venstreorienterede.
'Men politik har ingen betydning, når man er sammen om fodbold.
Selvfølgelig kan vi snakke om politik, specielt når det er oppe i tiden i forvejen, men primært handler snakken dog om fodbold,' siger Thomas.
Han understreger, at der ikke er nogen emner, som er forbudt, når man ser fodbold. I Cooligans er medlemmerne aldersmæssigt mellem 20 og 40 år og kun mænd, det blev bestemt fra begyndelsen. Selv er Thomas i begyndelsen af 30 erne.
En af de ting ved fodboldfankulturen, som kan være svært at forstå for udenforstående, er ritualer, der kan minde meget om primitive stammeritualer. Thomas ser ritualerne som en af de ting, der gør det ekstra fascinerende at være fodboldfan.
Information 15 september 1999


FCK mod Brøndby bliver ofte kaldt pengemændenes kamp mod klubben, klubfølelsen. Sandt er det, at FCK er en hybrid på bonede gulve, men ellers er det naturligvis en sandhed med modifikationer. Brøndby er lige så meget forretning som FCK. Brøndby omsætter årligt for 12 mio. Blå/gule T-shirts, halstørklæder med mere. FCK mod Brøndby er snarere det smarte, hippe, liberale café-København mod de folkelige socialdemokratiske omegnskommuner.
Det er Stereo Bar og Copenhagen Jazzhouse mod bodegaen i Ishøj. FC Københavns fanskare tæller adskillige mere eller mindre kendte fra den københavnske medie- og kulturverden – de såkaldte Cooligans. Hvis man er noget i finansverden, reklamebranchen, medieverdenen i Indre K. skilter man med, at man er FCK-supporter – det hedder ikke fan i vore dage. At Brøndbys fanklubber blandet andet har deres rod i betonghettoerne på Vestegnen, er ingen hemmelighed. Det er sikkert ikke uden rod i virkeligheden, når FCK-fans og diverse sjove fætre og kusiner på stand-up komikerscenen kalder Brøndbys fans for bistandsklienter – i den grove version: limsniffere. (Gu´ ved, hvad de sniffer i FCK?)
Jan Eriksen i B.T. marts 1998.


Unge og nyrige indenfor rockmusik, journalistik, mode, design osv har kastet deres kærlighed på "Løverne". FCK er for "de smarte" københavnere, hvad Tottenham er for London... Nogle af dem kalder sig Cooligans, som jo i sit navn markerer den afslappede stil, der både kan dække over mandehørm og intern kommunikation på internettet.
TipsBladet, Februar 1997


I dag kan gruppen samle omkring 200 cooligans, der adskiller sig ved at være lidt ældre og lidt mere sortklædte end de øvrige FCK-fans - og der er heller ikke mange kvinder at se bag det store Copenhagen Cooligans-banner øverst på C-tribunen, der er hjemsted for de mest trofaste FCK-fans.
Byens Hold, marts 98


Hvor besynderligt, at se alle disse hippe trendryttere og såkaldte cooligans gå amok til en sang (The Final Countdown, Red), de under alle andre omstændigheder ville ønske endnu længere væk end Jørgen de Mylius, Brøndby Supporters og Familie Journalen. Tilsammen.
Erik Jensen, Politken okober 96


Netop denne gren af FCK-fanskaren er med sine 300 medlemmer et sjældent syn blandt de danske fodbold-dyrkere. Cooligans består udelukkende af mænd, og som i et andet broderskab skal man anbefales af tre medlemmer for at komme ind.
Politiken , marts 97


De er smarte (ser sig selv lidt som undergrund, celebreties, derfor vil de helst heller ikke i avisen). Og de dyrker deres mandefællesskab - faktisk så meget, at kvinder ikke er velkomne, da de starter dagen med 'ritualer' på en bodega...
Flokken består af mænd i sen-tyverne og opefter. Nogle af dem har Brandon-pandehår og/eller bakkenbarter.
Politiken februar 96.


Fraktionerne eksisterer under overfladen af de officielle fanklubber. I FCK har man fraktioner med besnærende navne som Cooligans, Fooligans, Lads, Disciplene, Copenhagen Cardigans, Copenhagen Crooners og Copenhagen Haddocks. Hovedparten af frationernes fans er medlemmer af moderfanklubben, FCKFC. "Vi har en trang til individualisme i FCK. Vi er ikke vilde med at være en flok kvæg, som altid gør det samme. Vores supportere er en mere mangfoldig og broget flok," mener Hilda Fro Prins Kløvedal Jensen, medlem af FCKFC.
Berlingske Tidende, 20. marts 1998